Avl/genetik

Klippet fra Dansk Kennel Klub

Om avl 

DKK får jævnligt spørgsmål om avl – herunder spørgsmål om, hvorfor vi ikke griber ind i forhold til helt konkrete parringer og nægter at stambogsføre hvalpene. Begreber som indavl (avl mellem dyr, som er tættere beslægtet end racens gennemsnit), linieavl (parring af dyr, sådan at afkommet bliver stærkt beslægtet med en fælles ane) og matadoravl (avl, hvor enkelte (han)hunde bliver fædre til en meget stor del af hvalpene i racen) flyver rundt i luften. Avl af racedyr er et kompliceret område, og man skal huske, at selve det forhold, at vi har skabt forskellige racer, er udtryk for, at vi accepterer en vis grad af indavl – altså at nogle hunde kun parres med hinanden inden for en lukket gruppe, nemlig med de andre hunde af samme race.

Kunststykket består i at holde den lukkede gruppe (racen) sund og længe-levende. Der findes folkeslag, som har levet fuldstændig isoleret fra omverdenen (og altså har været henvist til indavl), som alligevel har bevaret et godt helbred og en meget høj gennemsnitslevetid. Det er altså ikke indavlen i sig selv, som skaber defekt-gener. Men indavlen bringer defekterne frem i lyset, hvis de allerede er skjult til stede i populationen i forvejen.

Den høje indavlsgrad er et nøglepunkt i forståelsen af avlsarbejde. Hvis nogle få hunde – f.eks. dem, der har klaret sig særlig godt på udstillinger og prøver – benyttes meget mere end gennemsnittet af hunde i racen, så vil deres gener – på godt og ondt – i løbet af få generationer gennemsyre hele racen.

Hos stort set alle hunde vil der være nogle af deres gener, som ikke er ”gode”. Det er ikke noget, man kan se uden på hunden, og det er heller ikke noget, man bare lige kan få undersøgt hos en dyrlæge på forhånd. Disse ”dårlige gener” spredes – sammen med alle den pågældende (han)hunds (Det er jo normalt hannerne, der producerer rigtig mange hvalpe) fortræffeligheder i hele racen.
Efter et par generationer har vi det problem, at en opdrætter, der parrer to hunde, som begge langt ude er i familie med vores tophund, vil opdage, at hvalpene nu får de dårlige gener i ”dobbelt dosis”, fordi både far og mor bærer dem med sig, og hvalpene bliver syge.

Den moderne tids hundeavl med racer inddelt i lukkede populationer har nu foregået gennem 50-100 år (For nogle racers vedkommende gennem flere hundrede år). Man kan imødese, at der – for mange racers vedkommende – på et tidspunkt vil blive behov for indkrydsning af andre racer for at genetablere den genetiske variation i racen. Det har DKK f.eks. – sammen med racens specialklub – foranstaltet for gammel dansk hønsehund, som oprindeligt var etableret på grundlag af forholdsvis få avlsdyr og på et tidspunkt trængte til ”blodfornyelse”.

Jo flere forskellige, ubeslægtede hunde, der anvendes i avlen inden for en race, jo mindre er risikoen for, at et dårligt gen fra det ene forældredyr møder et tilsvarende dårligt gen hos det andet forældredyr og dermed resulterer i afkom, der får en eller anden lidelse.

Parringer, hvor man benytter en i forvejen meget brugt hanhund, eller hvor man parrer en hund med en af dens forældre, en af dens søskende eller et andet nært familiemedlem, er naturligvis med til at ”trække i den gale retning” med hensyn til racens genetiske bredde. (Som hvalpekøber kan man altid hos opdrætteren se en fortrykt kladde til stambogen og tjekke, at der ikke er hunde, som går igen flere steder.) Det kan godt være, at man som opdrætter er ude efter at opnå nogle andre kvaliteter end genetisk variation gennem sit avlsarbejde. Men da den genetiske sundhed hos racen jo under alle omstændigheder må være en hovedhjørnesten i avlsarbejdet, så skal der meget vægtige grunde til at lave en parring med en høj indavlsgrad. Vægtige grunde kan f.eks. være stabilisering af særligt vigtige sundhedsmæssige eller mentale kvaliteter, som ikke synes at kunne opnås inden for racen ad anden vej. Vægtige grunde er ikke bare opnåelse af et særligt flot udseende, særligt gode brugsegenskaber – for slet ikke at tale om, at det bare var mere bekvemt, billigt eller indbringende!

En høj indavlsgrad kan fremkomme på flere måder – og altså ikke kun gennem parring af f.eks. far og datter eller af to søskende. Derfor har DKK også indtil videre valgt at gøre en stor indsats for generelt at informere opdrætterne og specialklubberne om risikoen ved en høj indavlsgrad i stedet for at have nogle faste forbud mod bestemte avlskombinationer.

DKK har udarbejdet nogle ”Etiske anbefalinger for opdræt”. Med dem som rettesnor er det DKKs opfattelse, at der på én gang er anvist nogle fornuftige måder at bedrive avl på i al almindelighed og samtidig er givet plads til specielle situationer, som der også fornuftigvis skal være plads til. Samtidig har DKK opfordret specialklubberne til at holde et vågent øje med opdrættere, som viser sig ikke at kunne finde ud af at følge de etiske anbefalinger, ligesom DKK selv – i en række tilfælde – har valgt at gribe ind med påmindelser eller direkte avlsforbud.

DKKs
www.hundeweb.dk giver dig som opdrætter eller hvalpekøber en del af de oplysninger, du skal bruge, for at vurdere en avlskombination. Det er nu på hundeweb.dk muligt at indtaste en "fiktiv" parring og få oplyst indavlsgraden for afkommet. På denne måde kan du som opdrætter altid sikre dig, at en påtænkt parring holder sig inden for DKK's etiske anbefaling med en indavlsgrad på max 6,25 %.

Hertil skal man huske, at der for en lang række racers vedkommende findes krav om undersøgelser for specifikke sygdomme, som man skal teste forældredyrene for, inden man må bruge dem i avlen. Se under ” avlsrestriktioner ”.