Yorkien i gamle dage

Forfatter Viggo Møller beskrev i 1887 dværgrottehunden fra Yorkshire;
 

Yorkshire terrieren er en nydelig, lille, meget langhåret dværgudgave af en rottehund. Hvilken af de andre rottehunde den stammer fra vides ikke. Nogle mener fra Dandie-Dinmonten, andre fra Skye terrier. Dens hårlag er langt, glinsende, silkeagtigt og ganske glat.

Farven har på hovedet et prægtigt guldlignende skær, hvilket også udbreder sig hen over de andre legemsdele. Men benene må ligesom hovedet være guldagtig røde.

Når Yorkshire terrieren bliver født er den sort ligesom Dandie-Dinmonten, og først efter flere måneders forløb får den sin egentlige farve. Iblandt dens racetegn – efter engelske forfattere – spiller hår og farve den største rolle, og alle andre karakterer, som man ikke ser på grund af det lange hårlag står mere tilbage. Hovedet må være langt og jævnt spidst tilløbende mod næsen. Øjnene forlanger man små og mørke og når de kan ses da med et livligt udtryk, men sædvanligvis er de imidlertid dækket af hår. Næsen er sort. Løberne må næsten ikke være synlige. Snuden er ikke kraftig, tvært imod yderst fin. Ørerne halvt opretstående, de studses ofte og står da helt til vejrs.

Kroppen kort og sammentrængt med bredt bryst i forhold til hundens øvrige størrelse, og bedækket med silkeagtigt hår, poterne lange og befjerede. Halen lige båret, studses i reglen. Vægt 2-6 kg.

Hvor højt man end vil stille Yorkshire terrierens gode egenskaber, skriver Vero Shaw, må man indrømme, at den uden for stuen ikke er nogen god kammerat. Beskaffenheden og særlig længden af dens hårlag forbyder næsten at føre den ud på gaden, selv i det smukkeste vejr. Hertil kommer, at håret fuldstændig dækker dens øjne og således hindrer den i at se, hvorfor man da også til daglig brug fletter dens hovedhår i piske og kun ved udstillinger og andre lejligheder reder det ud. Men flettes det længe, uden at redes, kan det let blive skørt, miste sin glans og endelig sammenfiltres over hele legemet.

Det er ikke vanskeligt at angive denne races oprindelse. Den er en lommeudgave af den engelske sort- og røde (black- and tan) terrier. Der er vel ingen tvivl om at indavl, når den drives vidt, let kan føre til at formindske dyrenes størrelse, og det har vel også været denne grund der har fremkaldt dværgrottehunden. Idet man har givet efter for lysten til at have lilleputter, har man imidlertid ved opdrætningen af dette dværgagtige dyr ikke skænket den kendsgerning tilstrækkelig opmærksomhed – at avl i det samme blod ikke al tid giver ganske sunde dyr, men tværtimod for største delen svagelige væsener. Dværgrottehunden er en meget fin skabning og i høj grad modtagelig for forkølelser.

Om vinteren må den derfor bestandig holdes under dækken, og en net lille hytte eller kurv bør altid stå beredt for den i nærheden af kakkelovnen. Den skælven man så tydeligt kan iagttage hos mange dværgrottehunde, stammer sandsynligvis fra dværg-mynden, med hvilken den tidligere en gang er blevet krydset. Men det er absolut intet tegn på at den virkelig fryser.

London er berømt for opdrætningen af disse små hunde, men hvad der bliver af de mange små dyr der årligt sælges af folk fra egnen omkring Whitechapel og Clerkenwell ser Vero Shaw sig ikke i stand til at oplyse. Med rette tør man slutte, at de fleste af disse fine naturer dør før tiden, p.g.a. en hyppig utilstrækkelig pleje. Allerede i værelser hvor der er nogen træk behøver dværgrottehunden et lille glashus, således som man ofte ser det på udstillingerne. Dette opholdssted har på siden en skydedør som man slår for når man opstiller det ude i det fri. Når sådan en kasse er i brug, må man tage sig i agt for ventilationen, bedst anbringer man i denne hensigt små huller foroven…..

 

Ja det var sådan man betragtede datidens yorkier – der er gudskelov sket mangt og meget siden!