Udstilling i gamle dage

Forfatteren Viggo Møller skrev tilbage i 1887 bogen ”Hunden og hunderacerne” – fra den er flg. afsnit hentet.
Det er ret underholdende at læse hvorledes en udstilling foregik på den tid, og det er helt tydeligt at mangt og meget er ændret siden dengang – og heldigvis for det…..

 

UDSTILLING I GAMLE DAGE;

 

Der kan næppe være tvivl om, at afholdelsen af hundeudstillinger er et af de bedste midler til at fremme hundesporten i et land.
Det er en af hovedhensigterne at vise, hvorledes racehunde må se ud, for så vidt som der møder så mange gode individer af begge køn og alle tilladte farver, at racerne er tilstrækkeligt repræsenterede kan man også sige, at der vises hvorledes en hund skal se ud.
At der også på enhver udstilling møder hunde, som er alt andet end gode, er der ikke noget at sige imod. Der må også godt være lejlighed til at se, hvorledes en hund IKKE må se ud…..

Ligeledes kan det ikke undgås, at der indmeldes racer under gale navne, men der bliver da lejlighed til at få disse berigtigede.

Det er naturligvis også hensigten med udstillinger og skulle gerne være et resultat af sådanne, at der bliver udpeget gode avlsdyr for det ydre vedkommende.
Men som tidligere fremhævet bør sjælelige egenskaber også tages i betragtning. At en hund er præmieret på en udstilling er derfor ikke bevis for, at den er et godt avlsdyr; præmieringen siger kun, at hvis en hund anvendes til avl, bør den være i besiddelse af de samme racemærker som det præmierede individ.

Hundeudstillinger varer i reglen kun fra 3-5 dage. Hvor mange hunde er samlet på en lille plads, kan det måske ikke helt undgås, at der bliver en del hylen og gøen.
Når dette finder sted i høj grad, er det meget generende for de besøgende, og kan meget godt forhindres i det mindste for en del. Man vil nemlig let lægge mærke til, at det især er enkelte hunde, som fører an i koncerten. Det er sådanne, som rimeligvis aldrig har været bundet eller indespærret før.
Enhver hundeejer, som agter at udstille, bør derfor nogen tid i forvejen vænne hunden til at stå bunden, og særlig med udstillingen for øje bør den også indespærres i et aflukke, hvor den stadig ser færdsel. Den vil da befinde sig meget bedre på udstillingen og lide mindre.
Denne forsigtighedsregel bør altså overhovedet ikke alene ske for de besøgendes skyld men også for hundens egen skyld.

Mens hundeudstillinger i længere tid har været afholdt i udlandet, er det først i de senere år at de nordiske lande er kommet med.
Vi vil i korthed kaste et blik på den første udstilling der blev holdt i Danmark nogensinde;

 

DEN FØRSTE DANSKE UDSTILLING;

 

Den første udstilling i Danmark fandt sted i Rosenborg Have i København i fem dage og foregik fra den 23. – 27. juli 1886.
Den blev afholdt på foranstaltning af ”Dansk Jagtforening”, dog omfattende alle racer og var international.
Af udenlandske hunde mødte dog kun ganske få fra Sverige, derimod ca. 50 fra Tyskland.
I alt fandtes der på udstillingen ca. 200 hunde.

Fra Frijsenborg var udstillet to samlinger parforcehunde på 8 og 10 stykker.
De var dels af halv engelsk, halv fransk race (Anglo-Vendeen), dels ¾ eller helblods foxhound.
De fleste stod den engelske rævehund nærmest, hvilket forklares af, at de fleste franske racer i forvejen ofte er krydsede med engelsk blod.
Nogle af de udstillede hunde var af fransk opdræt og præmierede i Hertuginde d’Uze’s Meute på Pariserudstillingen i 1885, andre af dansk tillæg. Her fik begge samlinger i forening ærespræmie.
De var ledsagede af to jægere og udstilledes for sig selv i en ståltrådsindhegnet hundegård.
Det var dejlige dyr, der tilmed udmærkede sig ved god opdragelse og dressur og stadig samlede en stor tilskuerkreds om sig, især når piqueurerne blæste jagtsignaler til liden opbyggelse for hundene af de øvrige ikke til jagt anvendelige grupper.

Af mynder var der kun mødt 2 glathårede, begge fik anden præmier – en bronzemedalje.

Hønsehundene var naturligvis de af jagthundene, som var talrigt repræsenterede, da jagt med stående hund er vor egen nationale jagt.

Blandt de udstillede danske hønsehunde var der ret gode eksemplarer, men de blev erklæret for halvblods engelsk. Afstamningen fremgik blandt andet af de gulbrune pletter, som flere havde.

Ingen gammel dansk hønsehund er gul. En af de udstillede hunde fik bronzemedalje, to diplom som præmieværdige (tredje præmie; hæderlig omtale).

Fra tyske udstillere var der mødt fire gode eksemplarer af den karakteristiske, sværtbyggede, næsten plumpe, almindelige hønsehund.
De tre af dem blev præmierede.

Som det i reglen er tilfældet på udstillingerne var pointerne også her de hunde, som var bedst repræsenterede.
De fjorten udstillede individer var forholdsvis gode, men jægerne her i landet kunne dog have mødt med flere, hvis deltagelsen havde været større.
Man fik det indtryk på udstillingen, at hundeejerne har holdt sig for meget tilbage, uvist af hvilke grunde.

Af settere fandtes der over tredive, hvoraf ikke mindre end halvdelen var Gordon-Setters. Resten engelske eller irske. Mellem de sidste fandtes flere rigtig gode individer; der var ligeledes flere gode Laverack-Setters.

Brugshunde af Gordons Setters var nærmest repræsenterede af ”Svava” og ”Garry”, hvilke begge fik bronzemedalje. Disse to hunde var typiske eksemplarer af den lette slags; navnlig hunhunden ”Svava” udmærkede sig ved sin overordentlig elegante legemsbygning; hendes hoved kunne have været lidt bedre. De havde kun tyndt hårlag, da de var i fældning og var taget lige fra arbejde og sendt til udstillingen.

Af ruhårede hønsehunde var der udstillede en seks – otte stykker. De tre tyske var gode eksemplarer af racen, men bortset fra dens praktiske anvendelighed, er denne lige godt streng at se på for den, der tillige ønsker at have noget for øjet.

De udstillede franske, ruhårede hunde, (griffon d’arret) var hvide med gule tegninger og derfor noget mere tiltalende at se på.

Af apporterhunde var ingen anmeldte.
Derimod mødte der en hund, der blev kaldt den danske skydehund, som imidlertid slet ikke tilkom dette navn og for øvrigt af opdrætteren heller ikke var tillagt med fordring på at skulle bære dette.

Den danske skydehund, hvis tilstedeværelse faldt i den første tredjedel af dette århundrede, er nu uddød.
I 1830-1840’erne er de sidste individer forsvundet. Kun gamle jægere erindrer den endnu fra deres barndom.
Den beskrives som en svært bygget, stridhåret hund, i reglen hvid med sorte pletter og anvendes fortrinsvis som andehund og apportør, også som sporhund til anskudt vildt.
Om den stod for vildt eller ikke, er meddelerne ikke rigtig enige om.
Muligvis har det slet ikke været andet end den gamle ruhårede hønsehund – navnet skydehund kunne være en oversættelse af det tyske;

Schiesshund.

Af gravhunde var der ustillet ca. 20 grævlingehunde og 6-7 foxterriers.
Der er ikke noget særligt at mærke ved denne gruppe, når undtages, at der mellem grævlingehundene fandtes et langhåret eksemplar, som fik bronzemedalje.
I øvrigt fik et par grævlingehunde og foxterriers bronzemedalje, der uddeltes ingen sølvmedalje i denne gennemgående tarvelige gruppe.

Blandt de øvrige, ikke til jagt anvendelige hunde, fandtes første tre store newfoundlændere, gode eksemplarer. De to af dem fik sølvmedalje.

Af Skt. Bernhardshunde var der ligeledes kun tre individer. En fik bronzemedalje.

Af Broholmshunde var der mærkelig nok kun mødt fem eksemplarer.

De store danske hunde var både godt og talrigt repræsenteret, overvejende fra tyske udstillere.

De øvrige racer af større selskabs- og vagthunde var derimod kun til stede i få eksemplarer. Mastiffs fandtes slet ikke.
Der var kun to bulldogger, af hvilke den ene, hvid med brune pletter, et stort individ, fik sølvmedalje; kun to hyrdehunde, begge fra Tyskland.

Af spidshunde var der kun en sort (sølvmedalje); af pudler mærkelig nok også kun en eneste, og det oven i købet et dårligt eksemplar.

Af rottehunde (datidens Yorkshire terrier) fandtes seks eksemplarer, alle meget gode.

Som kuriositet skal anføres, at der var udstillet to pariahunde.

Hundeudstillingen var i det hele taget vellykket, når man tager hensyn til, at det var den første af sin slags her i landet.
Det kan dog ikke skjules, at deltagelsen fra Tyskland havde en væsentlig andel i det gode udfald.
På den anden side fik man det indtryk, at danske ejere havde holdt sig for meget tilbage.
Man er ikke vant til at udstille, deraf kom det vel?

I første afdeling, for jagthunde, var der udsat 7 ærespræmier, 22 sølvmedaljer og 22 bronze medaljer.
Af disse blev kun 6 ærespræmier og seks sølvmedaljer, men alle bronzemedaljer uddelt; for resten var der ingen anvendelse.

For støverafdelingen blev der en sølv- og en bronzemedalje tilovers.
Dem kunne f.eks. Skånske hundeejere have konkurreret til.

I det hele fortjener det at anføres, at nabolandene havde holdt sig – tilsyneladende uden gyldige grunde – for meget tilbage.
Laveracksetters, Pointers og støvere fra Norge og Sverige måtte have kunnet konkurrere med hæder; særlig var støvere mangelfuldt repræsenterede fra Danmark.

Med hver sølvmedalje fulgte 40 kr. og med hver bronzemedalje 20 kr. Ærespriserne var mest store sølvgenstande. Af ærespriser gik 6 til Danmark, 1 til Tyskland og 1 til Sverige. Af sølvmedaljerne toges 6 af danskere, 13 af tyske og 2 af svenske udstillere.

Når man fraregner Grev Frijs’s to samlinger (18 hunde), som fik en ærespris i fællesskab, var der i kataloget 166 hunde. Af disse blev 65 præmieret, uden at medregne ”hæderlig omtale”.
De fleste præmier tilfaldt de ikke til jagt anvendte hunde, af disse tog næsten halvdelen præmier.

Dernæst skal det tilføjes, at foreningens daværende formand hr. Lensbaron Reedts-Thott, på den under udstillingen afholdte generalforsamling indhentede tilladelse til at lade udarbejde en dansk hundestambog.

Denne er senere blevet udarbejdet af D’Herrer hofjægermester, Baron Berner-Schilden-Holsten og Godsejer Christiansen, og vil udkomme om kort tid……