Min første yorkshire terrier

Charlie født 23/7-1978 - død 4/8-1988

Charlie var min allerførste yorkshire terrier.
Han blev købt i Nordsjælland og var netop ankommet fra England sammen med en kuldbror da jeg overtog ham som 8 uger gammel hvalp.
Han var en lille skøn og dejlig hund fra den første dag, men desværre led han af en masse af de skavanker og sygdomme en yorkie kan lide af - tit følte jeg vi tilbragte mere tid hos dyrlægen end hjemme.....
Charlie var blevet "fundet" via en annonce i avisen - dengang var jeg endnu totalt uvidende om at der var noget der overhovedet hed DKK (Dansk Kennel Klub) - jeg skulle bare have en yorkie og derfor slog jeg op i avisen - som mange mennesker dengang gjorde og måske fortsat gør hvis de ikke ved bedre.
Charlie og jeg nåede trods alt at få 10 gode år sammen - det vil jeg altid være taknemlig for - han var bare en skøn ven og følgesvend gennem alle årene. Den sidste tid led han af sukkersyge - han var så klog at når det var tid til at han skulle have sin insulin - som jeg selv lærte at give ham med en sprøjte i nakken - ja så kom han selv og bukkede sit lille hoved så jeg kunne stikke ham - der var en helt fantastisk kontakt imellem os og det var fuldstændig ubegribeligt at skulle tage afsked med ham - men en dag i august 1988 var det altså desværre slut - hans vitale organer kunne ikke mere og det bedste jeg kunne gøre for ham var at lade ham sove ind så det fik han naturligvis lov til - det skyldte jeg ham efter alt hvad han havde givet mig gennem årene.......
Det er altid rart at have minderne om "dengang" - f.eks. dengang hvor vi var på ferie og gik i en gågade og der udenfor en legetøjsbutik hang et kæmpe net fyldt med bolde - var der noget Charlie elskede så var det ALLE former for bolde - så da han så dette store fyldte net er det klart at han ikke ville gå videre men bare satte sig ned og begyndte at gø
som ville han sige "giv mig en bold mor så jeg kan lege lidt" - naturligvis måtte mor her jo så lige ind og købe en bold i passende størrelse så Charlie havde en at lege med i ferien.
Som sagt elskede Charlie bolde - også at følge den på tv under en fodboldkamp - det var sjovt at se hvordan han fulgte bolden fra side til side med hans lille hoved - han fulgte skam virkelig med i det spændende forløb.....Nogle gange løb han også bag om tv'et for bolden måtte jo da være der skulle man tro.....
Noget andet Charlie elskede højt var at sidde i cykelkurven og så bare kigge rundt og nyde det hele på vejen rundt omkring mens man blev kørt standsmæssigt rundt - det var lige ham - han kunne nærmest skrige af glæde når han så cykelkurven blive taget frem - SÅ vidste han hvad der ventede.
Charlie vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte - bl.a. fordi han var min første yorkie men også fordi han bare var som han var - nemlig Charlie.

Charlie var meget fotogen - her er han filmet op til jul hvor han blev "brugt" som julekort.