Neutralisering skal/skal ikke....

Kastration og steralisation af vore familiedyr

Tit og ofte bliver jeg spurgt om jeg kan anbefale at man får sin yorkie neutraliseret, det er naturligvis et spørgsmål man må drøfte endeligt med sin dyrlæge, men HVIS man vælger at få det gjort, så synes jeg at man min. bør vente til hunden er i hvert fald omkring 15-18 mdr. - bl.a. af den grund at der som regel sker det ved en neutralisering af væksten af pels osv. "går i stå", eller i hvert fald "står stille" - og endelig skal man være helt klar over at man ALDRIG vil kunne udstille sin hanhund mere når først den er neutraliseret. Man skal også gøre sig klart at hunden vil ændre psyke, den vil blive mere stille - nogle vil endda gå så langt som til at sige at den vil blive lidt "trist" og endelig vil den risikere at få nogle ekstra gram at slæbe rundt på - forhåbentlig IKKE kg.!!!! MEN det er jo kendt at neutraliserede hunde tager på i vægt, så der må man altså sætte ind med noget mindre fedende foder - og huske IKKE at give så mange godbidder.

Håber i øvrigt at nedenstående kan være med til at give et indblik i HVAD det er der sker når man vælger at neutralisere, og HVILKE konsekvenser det får hvis man gør det og hvis man IKKE gør det.....

Følgende er "klippet" fra henholdsvis DDD (Den Danske Dyrlægeforening) samt dyrlæge Bille Ruwald's blog på nettet.

Tekst af Dyrlæge Johanne Østerbye

Neutralisation

Neutralisation er en samlet betegnelse for at fjerne muligheden for, at et dyr kan reproducere sig og få afkom. Vi kastrerer handyrene og steriliserer hundyrene. Når der ikke er foretaget sådanne indgreb siger vi, at de er ” intakte ”, og de kan derfor komme i løbetid, hvis der er tale om hunner og udvise hankønspræg, hvis der er tale om hanner.

Ved kastration af hanhunden fjerner dyrlægen ved operation testiklerne.

Ved sterilisation fjernes enten udelukkende æggestokke eller både æggestokke og livmoder hos tæven.

Kønsdriften kan være en ulempe

Når vi vælger at holde hund er en stor del af deres adfærd som intakte avlsklare dyr ikke hensigtsmæssig, når de skal være familiedyr og fungere som en del af vores verden.

Faktisk kan det være til ubehag og gene for kæledyret at være i løbetid eller have stærkt hankønspræg uden at kunne få afløb for disse stærke drifter.

Hanhunde, der bor i nærheden af tæver, der er i løbetid, kan få nedsat ædelyst, opføre sig meget anderledes og stikke af hjemmefra til fare for sig selv og trafikken. Hanhunden er også upopulær, når den parrer på børn og møbler og forstår jo rent faktisk ikke de irettesættelser, der følger heraf.

Tæver der ikke er i stand til selv at holde sig rene under løbetiden, bliver enten forvist til bryggerset eller skal gå med løbetidsbind, som mange tæver finder ubehageligt, men tålmodigt affinder sig med. Falsk drægtighed er også en tilstand, hvor tæven rent psykisk er negativt påvirket af hormonet, der giver spændte mælkekirtler og får hende til at tro, at tøjdyret er den nyfødte hvalp.

Tidlig neutralisation – fordele og ulemper

Hvis man som ejer på et tidligt tidspunkt beslutter, at familiedyret ikke skal have afkom, er der en række fordele knyttet til tidlig neutralisation :

Fordele for hanhunden : 

  • Hos hanhunden nedsættes risikoen for adfærdsproblemer i form af strejfen, visse former for aggression, uhensigtsmæssig strinten og problemer med træning, når der er tæver i nærheden. En kastreret hanhund vil også ofte lettere tilpasse sig tilværelsen som familiehund og har oftest lettere ved at omgås andre hunde.
  • Risikoen for udvikling af alvorlige sygdomme som testikelkræft og prostatakræft nedsættes.

Fordele for tæven :    

  • Når æggestokkene er fjernet kommer din hunhund ikke i løbetid længere, hun kan ikke få uønskede hvalpe og hun bliver ikke falsk gravid.
  • Livmoderbetændelse er en alvorlig tilstand, som rammer mange intakte ældre tæver. Her er sterilisation oftest nødvendigt, men indgrebet foretages nu på en syg tæve med lang større risici for komplikationer. Er tæven blevet steriliseret i en tidlig alder, skal man som ejer ikke bekymre sig om denne sygdom.
  • Tidlig sterilisering nedsætter risikoen for udvikling af kræft i mælkekirtlerne( brystkræft) Alle tæver fødes med en risiko for at udvikle kræft i mælkekirtlerne på omkring 25 %. Denne risiko nedsættes til 8 %, hvis man steriliserer inden 2. løbetid og helt ned til omkring 1%, hvis man vælger at foretage indgrebet inden 1. løbetid.

-------------------------------------------------------------------------------------------

Siden ovenstående indlæg blev skrevet, er der kommet ny viden frem om tidlig steralisation af tæver - hvor man IKKE længere anbefaler at steralisere tæven INDEN hun fylder 1 år - læs nedenstående indlæg skrevet af dyrlæge Bille Ruwald,
den 30.07.2005;

Tidlig sterilisation af tæver

Der er kommet nyt frem om sterilisation af tæver.
Vi har i en periode ment at for at forhindre udvikling af livmoderkræft og brystkræft eller ihvertfald nedsætte risikoen herfor med hensyn til brystkræft ville det være en god ide at sterilisere tæver før første løbetid. Dette indebærer ofte operation før dyret er ældre end 1 år. Nu viser det sig, hvilket er offentliggjort i det norske dyrlægeblad "SMÅDYR PRAKTIKEREN marts 2005 side 30, at der ved denne fremgangsmåde opstår en langt større og farligere kræftrisiko nemlig knoglekræft (osteosarcoma). Knoglekræft må siges at være noget mere alvorlig end livmoderbetændelses/livmoderkræft/brystkræft, der ofte operativt kan helbredes.


------------------------------------------------------------------------------------------

Eventuelle bivirkninger HVIS man vælger at neutralisere - uanset alder og hvad enten det er en han eller en tæve;  
  • Man skal som ejer være opmærksom på, at neutraliserede dyr har et lettere nedsat stofskifte, og derfor skal fodres herefter. Hvis man som ejer fortsætter med at fodre som før, vil familiedyret blive overvægtigt. Din dyrlæge kan råde dig i valg af foder efter neutralisationen og dermed forhindre overvægt og fedme. 
  • Tæver med lang og/eller krøllet pels kan få pelsforandringer eksempelvis i form af mere kruset pels med mere underpels. 
  • Enkelte tæver kan blive inkontinente, det betyder at de ikke kan holde på urinen, når de sover eller rejser sig op. Dette problem kan løses med medicin, der er uden bivirkninger og forholdsvist billigt.