Torsdag den 17. juni 2010 gik turen afsted mod Sverige, ikke for at deltage i det kongelige brylllup om lørdagen, men for at være med til TRIPLE DOG SHOW i Jønkøping, hvor vi deltog med Dee-Dee, og for at holde lidt campingferie i det smukke Sverige.
Inden vi forlod Danmark var vi lige en tur omkring vores opdrætterkollegaer og venner på Amager, for at aflevere Peanut og Nita, så de kunne blive passet og "leve som blommen i hver sit æg".....
Vi blev rigtig forkælet med dejlig mad og kunne sidde i haven så det var hyggeligt - også at se og hilse på de 6 småhunde der bor der til dagligt.
Afsted gik det så til Sverige midt på natten - dels er der ikke så meget trafik på den tid og dels er det nemmere for hundene at køre på den tid hvor de alligevel sover og det ikke er så varmt.
Tidligt fremme i Jønkøping fredag morgen, fik vi en hyggelig sludder med mange af de fremmødte ved udstillingen, som også ventede i kø på at komme ind kl. 12,00, mange kom langvejs fra og havde sovet der i forvejen.
Der var deltagere fra alle de nordiske lande men også helt fra Rusland, Makedonien, Finland, Japan og Thailand - mange rejser ligefrem rundt i busser og tager således alle udstillingerne rundt omkring i Europa sommeren igennem, og naturligvis særlig nu hvor der er verdensudstilling i Herning i juni 2010.
Der var tilmeldt godt og vel 11.000 hunde på Triple Dog Show i Jønkøping, og der kommer omkring 19.000 til Herning, mange er rejst fra Jønkøping og direkte videre med færgen fra Varberg til Grenå.
Tag et kig på billederne herunder og se hvor skøn en ferie/udstillingstur vi havde i Sverige - også selv om vi ikke fik CERT denne gang og altså IKKE blev svensk champion, men så er der altid en anledning til at "gøre det om og tage på tur igen" så det er aldrig så galt at det ikke er godt for noget.....

--------------------------------------------------------------------------------------------

Onsdag den 21. juli 2010 var der atter afgang - afsted til en ny udstilling og en ny campingferie med alle hundene. Som de tidligere år i juli gik turen atter til Grenå hvor "hundefolket" - i hvert fald dem fra KSS - klubben for små selskabshunde - hvert år sætter hinanden stævne og "holder ferie"...
Det er noget ALLE ser frem til og glæder sig til år efter år - lidt sjovt at selv grandvoksne mænd "indrømmer" at de faktisk har haft svært ved at sove natten før - fordi de bare "glædede sig så meget" og ikke kunne vente til dagen oprandt - det vidner vist bare om hvilken stor succes denne udstilling er år efter år.....
Som det så rigtigt blev sagt en af dagene - "hvor i verden finder man ellers sådan et åndehul, hvor folk sidder på tværs af racer osv., og hygger sig med hinanden aften efter aften" - og det er jo også sandt - det er nok ikke så mange steder at sådan noget "sker".....
Vi var utrolig heldige med vejret i år - modsat sidste år hvor vi nærmest regnede bort....ingen problemer i år overhovedet - det blev kun til en ganske lille byge men den kom den ene nat så det var bare fint at få det "overstået" inden det gik løs i de udendørs ringe.
Onsdag gik med at "slå lejr" med campingvognen og torsdag skulle vi over på den store udstillings plads og sætte udstiller teltet op så det stod klar til fredag, lørdag og søndag hvor konkurrencerne var.
Torsdag kiggede vores søde hvalpekøbere også forbi som havde været på handler kursus, det var rigtig hyggeligt at mødes igen med Birthe og Travis og deres søde børn...
Lille Anna Summer og hendes mor og "nanny" ankom også torsdag så der var rigeligt at se til - hundene skulle jo også så småt gøres klar til om fredagen....
Det var hyggeligt at mødes med dem vi altid ligger sammen med - gode gamle venner som vi snart har holdt sammen med på samme vej i mange år, vores vej hedder i øvrigt "pokalvej" - lidt sjovt.... 
I år var der så et nyt "hold" med - nemlig vores søde hvalpe købere Anna og Arne med deres lille Bella Beauty.
De faldt straks lige med det samme "i hak" med os andre, og vi hyggede os omkring middagsbordet aften efter aften - det blev til mange gode grin og lækker mad og drikke og ikke at forglemme altid en Irish coffee eller to til at slutte af med....
Hundene nød at være med og selv om de stod i hvalpekravlegård så gik vi naturligvis også ture med dem gennem dagens løb så de også fik snuset til lidt nye indtryk....
Søndag var det tid for Helga at tage den forholdsvis lange tur op til Grenå fra Tyskland - selv regner hun ikke turen for noget - men jeg synes da ikke den er helt "nem" - og slet ikke når man som Helga ikke længere er helt ung mere og når yorkierne er "på" i ringen kl. 9,30 som de første om søndagen.....Det tog Helga dog i stiv arm - og lille Gaga og Moni i stive poter - de kørte da bare hjemmefra kl. 6,00 så var de fremme tidligt nok i Grenå....og det var de også - Gaga blev endda bedste baby og gik videre til store ring om eftermiddagen så det var fint...
Efter konkurrencerne var ovre, var vi ved vores telt og sidde og hygge nogle timer sammen inden det var tid for Helga atter at vende næsen hjemad mod Tyskland, på vejen blev det dog lige til at vi rundede store ring og pladsen med boderne så der kunne handles lidt. Der mødte vi en sød ældre norsk dame som godt ville lære at rulle op - så hende var Helga og jeg hjemme hos og så rullede vi ellers hendes hund op.....
Senere på aftenen mødte jeg hende igen da jeg var ude og gå tur med hundene - hun gik med mig hjem for at hilse på dem alle og da hun fik øje på Bailey var hun helt fuldstændig "solgt" - udbrød straks "åh sådan en søt lille dukkemand" - og så på syngende norsk - det lød bare kært med den lille dukkemand - og det er han jo egentlig også - en lille bitte dukkemand....Ha ha hvor kært....
Mens vi sad og hyggede kom pludselig Simone med en kæmpe pokal og en stor flot roset - den havde hun og Silke vundet i junior handling - familien kunne naturligvis ikke tage hjem uden at vise den til "bedstemor og bedstefar" ha ha det er Leif og jeg for det er vi jo til Silke - hun er jo vores "barnebarnshund" efter Jazzmin.....
Godt nok bare en flot præstation af Simone og Silke - stort tillykke ønsker vi jer begge - det bliver vist ikke sidste gang i kommer til at stå på sejrskamlen - i er utrolig gode og dygtige sammen.....
Mandag var det så tid for nedtagning af telte og oprydning., men inden var det lige tid til en hyggelig omgang fællesmorgenmad med vennerne fra Con'Danica og Yorkie-Design's - skønt og hyggeligt lige at spise sammen en sidste gang i Grenå.....
Omkring tolv tiden gik turen så atter sydpå og hjem - en oplevelse rigere og nogle gode dage "mættere" - vi glæder os allerede til næste år hvor vi naturligvis vender tilbage og håber på nye gode oplevelser i lige så godt vejr....
Tag et kig på billederne som du finder lige under Sveriges turen - og se hvordan en dejlig og hyggelig udstilling i Grenå forløber, husk du kan gøre billederne større ved at trykke på dem eller ved at vælge diasshow oppe foroven - god fornøjelse.....

-------------------------------------------------------------------------------------------

Torsdag den 5. august 2010 var vi på en herlig en dags tur til Hammerum, hvor vores søde hvalpekøbere havde inviteret på dejlig frokost og hyggedag.
Vi havde glædet os rigtig meget til at gense de to "kongelige drenge" Kaiser og Cæsar, et par skønne brødre som aldrig har prøvet at være fra hinanden - de er brødre til vores Peanut og altså fra samme kuld.
Vejret var bare herligt og vi kunne være ude det meste af tiden - dog spiste vi den dejlige frokost indendørs da det blæste noget op lige på det tidspunkt - men ellers blev hele dagen tilbragt i den dejlige store have hvor hundene rigtig kunne tumle.
Ikke på noget tidspunkt var der optræk til ballade af nogen art - må nok siges at være fint med så mange hunde samlet og især når de 2 af dem kun er vant til at være alene sammen de to - og ikke vant til en kæmpe flok som pludselig kommer og "invaderer deres hjem"......
Tog næsten 150 billeder den dag, men har haft den "hårde hånd fremme" og kun indsat nogle få her i albummet, til minde om den dejlige dag som vi gerne vil have lov at sige tusind tak for - vi og hundene nød det rigtig meget og glæder os til vi ses en anden god gang - enten hos os eller jer.....

----------------------------------------------------------------------------------------

Allerede dagen efter - om fredagen den 6. august2010 var der afgang igen - denne gang gik turen til Sjælland hvor vi var inviteret til en skøn "havefest i skoven" - og denne gang havde vi naturligvis campingvognen med så vi kunne overnatte, da vi var inviteret til at blive et par dage - rigtig hyggeligt og utroligt så heldige vi var med vejret under festen om lørdagen - sol fra tidlig morgen til sen aften og ikke en regndråbe før søndag - godt timet og helt perfekt må man sige.....
Tog massevis af billeder også på denne dag, men mest af gæsterne - som måske ikke lige her på siden er så relevant for dem der ikke deltog - så har valgt blot at sætte lidt glimt ind fra den dejlige festdag som vi takker for at vi måtte deltage i, og som vi hyggede os rigtig meget med at være en del af.....
Tag et kig på billederne og se hvad vi har brugt den sidste uges tid på - nemlig i hyggeligt selskab med vores dejlige hunde og gode venner.....

-----------------------------------------------------------------------------------------

Torsdag den 26. august 2010 var der afgang mod Sverige og videre med færgen til Bornholm, hvor vi skulle holde ferie og udstille Dee-Dee i weekenden.
Et sødt hvalpekøber par, der er bosat på solskinsøen, havde tilmeldt deres yorkie - Pjusk - hun skulle have sin debut på "næsten hjemmebane" - i hvert fald på øen hvor hun nu bor og det var jo naturligvis meget spændende.....
Den lille har kun 2 gange været til træning, men hun klarede det bare så flot når man tænker på det var første udstilling - godt gået at opnå første præmier begge dage - stort tillykke her fra.
For os gik det også bare strygende - vi vandt 4 x excellent, 2 x BIM og gik videre i store ring og vandt der BIM BIS 3. vinder - vi fik en utrolig flot stor og smuk roset.
Vejret var super under de 3 første udstillinger, mens den 4. om søndagen var noget af en våd omgang - men ellers var vi stort set utrolig heldige med vejret på "solskinsøen" hele den uge vi var derovre.
Vi hyggede os ugen igennem med gode venner, andre campister og hvalpekøberne som vi mødtes med et par gange undervejs i ugens løb - foruden til udstillingerne - så det var rigtig hyggeligt, og det er bare utrolig så mange mennesker man kommer i snak med når bare man har en hund (eller 6) i den anden ende af snorene.....
Vi kørte omkring på den smukke ø og så en masse af de helt fantastiske steder derovre, det er utroligt så anderledes naturen er end vi er vant til, sikke mange skønne steder der findes derovre, vi får bare aldrig nok af Bornholm og bliver aldrig træt af at komme der, og man bliver jo heller aldrig træt af røgede sild - vi gør i hvert fald ikke.....
Kig på billederne, og husk du kan gøre dem større ved at trykke på dem, og nyd den smukke natur som Bornholm byder på.....

------------------------------------------------------------------------------------------

Fredag den 17. september 2010 var vi inviteret på en forlænget weekend hos gode venner i Agger - sikke et skønt og dejligt ophold det blev - der er en meget barsk natur, men også utrolig smukt - lige så snart man træder ud af døren er man midt i "nationalpark Thy" - som i øvrigt er Danmarks første nationalpark - og der er fuldstændig åbne vidder hvor man kan vandre meget langt uden at møde et andet menneske - det passer virkelig når der står i brochurerne at "her har vi plads til alle".....
Parken er indviet i august 2008 og strækker sig fra Agger tange i syd til Hanstholm i nord, og den er 12 km. bred.
Havet viste sig at være rigtig i "oprør" om lørdagen hvor vi gik tur langs stranden og næsten ikke kunne stå fast for blæst - bølgerne var mange meter høje og sandet fandt vej ind overalt - det var meget spændende at gå en lang tur i det vejr sammen med vores vært som er "indfødt" og lige vidste hvor der var "bedst" chance for at opleve så store bølger som muligt, og dermed få så meget udbytte af turen som muligt....
Det blev også til en tur på "redningsvejen" deroppe og vi fik også set en hel del fugle.
Hundene blev imens hjemme hos fruen i huset, der havde travlt ved kødgryderne og forkælede os med den ene hjemmelavede ret efter den anden - naturligvis alt fra den nærliggende natur rundt omkring eller fisket op af havet lige udenfor - pragtfuldt.....
Husets ene barnebarn var både vi og hundene også heldige at møde og hygge os med i nogle sjove timer - især hundene var vist glade for det "bekendtskab" - de små hunde og Rikke nød virkelig hinandens selskab - hun tog en stol og kravlede ind i hvalpegården til hundene - og så sad de ellers der og legede og kælede - rigtig sødt....
Det blev til utrolig mange billeder igen, igen, tag et kig på 32 af dem her hvis du har lyst til at se lidt fra de hyggelige dage i Agger - vi takker for det dejlige ophold, de guidede ture og den skønne mad - TAK!