Forskel på basis- og guld stambog....

VIGTIG INFO TIL DIG DER SØGER DKK HVALP

 

Af og til bliver jeg spurgt, "om forskellen på en basis- og en guld stambog" når interesserede hvalpekøbere kontakter mig, så det vil jeg nu prøve at uddybe lidt nærmere herunder....

 

Det er altid vigtigt når man søger hvalp, at man kigger sig rigtig godt for, og køb altid med DKK stambog, men hvis dette ikke er muligt pga. mangel på hvalpe i Danmark, så køb i det mindste fra en anerkendt FCI kennel i udlandet.

 

DKK basis stambogen gives til de hunde hvor den ene eller begge forældrehunde IKKE er avlsgodkendt, altså aldrig har været udstillet, måske har de en lille tandfejl, er for små/store i størrelse, for mørke/lyse eller noget helt fjerde som ejeren ikke har lyst til at vise frem for en dommer.

Måske er de ikke testet for patella luxation, (knæledsskred)og/eller for hannens vedkommende, måske har han ikke begge sten liggende på plads i pungen.

Der kan være mange årsager til at man måske IKKE ønsker at udstille sin hund, men skal den indgå i avlen så er det altid godt lige at få den vurderet af en dommer eller to, og hvis man har nedklippet den, i det mindste at lade den komme på et såkaldt avlsgodkendelses arrangement - det foregår ved at der er en dommer der ser på hunden og vurderer om den "ligner en Yorkie" kan man lidt populært sige, altså om den lever op til de krav en Yorkie skal opfylde for at kunne godkendes hvis det var en "rigtig" udstilling.

Personligt synes jeg at det er lidt trist, at der avles, UDEN i det mindste at deltage på sådan et arrangement, men det er naturligvis fuldt "legalt" og helt op til de pågældende avlere, dog er det lidt svært for hvalpekøberne at "gennemskue" hvad der lige ligger til grund for at enten tæven, hannen eller måske endda begge hundene IKKE er fundet "gode nok" til at blive fremstillet for en dommer og/eller blive testet for patella luxation....

 

DKK guld stambogen er lige modsat, der er både tæve og han, altså forældrene til hvalpene, udstillet, nogle som regel flere gange, så man her får hunden vurderet af flere dommere, de er checket for patella luxation og hannen har begge sten på plads i pungen, hvilket dommeren checker ved hver udstilling.

En hvalp der har "guld stambog" får dette prædikat på sin stambog - en slags kvalitetsstempel kan man sige.

Denne hund er avlet efter Klubben for Små Selskabshunde’s og DKK’s avlsanbefalinger

1. Begge forældredyr skal før parring være præmieret på en FCI/DKK anerkendt udstilling med mindst Very Good eller være eksteriørgodkendt på et eksteriørarrangement.

 

2. Begge forældredyr skal før parring være undersøgt for Patella Luksation (PL) og have en status 0 eller 1 registreret i DKK. PL status 1 må kun parres med PL status 0. Undersøgelsen kan tidligst foretages, når hunden er 12 måneder gammel og skal kun foretages én gang.

 

Man kan måske så sige at "det er da lige meget, for vi søger bare en familie hund" - det kan da også være rigtig nok, men i min optik er det da dumt at betale lige så meget for en hund med basis stambog som for en med guld stambog, når man ikke får det samme for pengene, for tit koster de nemlig nøjagtig det samme....

Så hvis du vil være helt sikker på at hunden har været udstillet, og måske endda har flere præmieringer, at hunden er checket for patella luxation hos dyrlægen, og har en attest på det, samt hvor man er sikker på at hannen har begge sten liggende i pungen, ja så er det en guld stambog du skal gå efter når du skal ud og købe hvalp.

Du finder masser af info om ledige hvalpe, opdrættere og kommende kuld på siden;

http://koebhund.dk/ der kan du også se om hvalpene har basis- eller guld stambog

På siden;  https://www.hundeweb.dk/ kan du gå tilbage i tiden, se stambøger, sundhedsoplysninger, resultater fra udstillinger osv. osv.

GOD FORNØJELSE og pøj pøj med at finde den rette hvalp