HVALPENES UDVIKLING UGE FOR UGE

Hvalpens Udvikling

Af Dyrlæge Sabine Förderer

Nedenfor kan du læse lidt om hvalpens udvikling i de uger hvor den befinder sig her hos sin mor;

Tidsangivelserne og tidsintervallerne er ment som rettesnor, idet der findes variation og kan være små forskelle på de enkelte hvalpe i kuldet.

Neonatal perioden (Babyhvalpen) - 1 - 2 leveuge

I de første 2 uger af hvalpens liv kan den nyfødte hvalp ikke andet end at sove og spise. 90% af hvalpens dag går med at sove, mens de resterende 10% benyttes til at spisning og pleje.
Hvalpens nervesystem er på dette tidspunkt endnu ikke udviklet, hvalpen er døv og blind, ligesom hjerne-aktiviteten endnu slet ikke fungerer som hos den voksne hund.


For at kunne orientere sig i sit miljø, benytter hvalpen lugte og følesansen. Hvalpen påvirkes derfor utroligt meget af omgivelsernes temperatur. Hvalpen vil til enhver tid forsøge at kravle mod et varmere område, hvilket ofte er moderens varme krop.
Hvalpens bevægelser er dog stadigvæk ukontrollerede, hvorfor den vælter lidt rundt på må og få. Når hvalpen møder et varmt og blødt objekt, har den en refleks der gør at den automatisk begynder at patte.


Tæven spiller en vigtig rolle i denne periode da hun er den der giver hvalpene føde, varme og tryghed. Da hvalpene endnu ikke selv kan komme af med afføringen, slikker moderen dem på maven for at stimulere mavetarmkanalen. På denne måde kommer hvalpen af med afføringen.

Den transitionelle periode (Omdannelsesperioden) - 3 leveuge

Den 3. leveuge kaldes omdannelsesperioden, fordi hvalpen her omdannes til et lille individ der kan se og høre. Hvalpen begynder så småt at kunne styre sine muskler, så den kan bevæge sig i den retning den ønsker.
Hvalpes øjne åbnes i 10-14 dages alderen. Der findes en lille variation blandt de forskellige hunderacer, ligesom der er forskel på de enkelte hvalpe i kuldet. Hvalpen kan dog stadigvæk ikke se som en voksen hund, og kan kun skimte omrids af alt omkring sig.


Når hvalpen er ca. 3 uger gammel, begynder den at kunne høre. Hvalpen vil fra 3 ugers alderen begynde at kunne opfatte og reagere på de ting der sker i dens omgivelser. Det er allerede fra 3 ugers alderen vigtigt, at hvalpen får en masse forskellige positive oplevelser, så den kan udvikle sig til en rolig hund, der kender omverdenens lyde og synsindtryk.


I denne periode får hvalpen sine første tænder og den vil begynde at undersøge ting med munden. Hvalpene vil nu selv kunne komme af med afføringen og har ofte en tendens til at gøre dette det samme sted som moderen.


Socialiseringsperioden (Den sociale periode) - 3-12 leveuge

  Socialiseringsperioden er den vigtigste periode i hvalpens liv.
Det er her hvalpen lærer at være et socialt individ der kan omgås andre mennesker og dyr med respekt. Hvalpen skal lære at omgås voksne mennesker, børn, hvalpe, hunde, katte og andre dyr, ligesom den skal opleve ting som cykler, biler, støvsugere, motionsløbere osv.

Når hvalpen som voksen hund sættes overfor nye ting og situationer, vil den prøve at matche de nye oplevelser med de oplevelser den kan huske fra socialiseringsperioden. En dårlig oplevelse kan således præge resten af hvalpens liv, mens en god oplevelse vil give hvalpen en positiv tilgang til den nye situation. Hvis hvalpen kender til sine omgivelser og lærer at ting og individer ikke er farlige, vil den som voksen blive en mere rolig og afbalanceret hund.


Hvalpen genkender frem til 5 leveuge kun omrids af forskellige ting og individer. Det er således ligegyldigt hvilken kvinde eller mand der passer hunden eller hvilke børn der leger med hunden. Hvalpen lærer at genkende sine omgivelsers bevægelser, omrids og lyde og forbinder disse med noget positivt eller negativt.
Hvalpens syn forbedres hele tiden, men er først færdigudviklet i den juvenile periode.


Hvalpens søvnbehov vil falde frem til 5 leveuge. Fra 4-5 ugers alderen begynder hvalpen at lege.
Leg er en meget vigtig del af socialiseringperioden, idet hvalpen igennem leg udforsker sine omgivelser. Hvalpens muskler bliver styrket, koordinationsevnen bliver bedre og den kan så småt begynde at udføre legende jagtadfærd og dominansadfærd. Når hvalpene er omkring 10 uger gamle aftager deres trang til at lege.